Princip for opfyldelse af undervisningspligten ved udøvelse af eliteidræt eller deltagelse i musikskole

Hensigt

Opfyldelse af en del af undervisningspligten ved en musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse skal tilgodese elever, der går på musikskole, og elever med særlige idrætstalenter, så de kan dygtiggøre sig og udfolde deres talent inden for disse områder.

Værdier

  • At understøtte skolens generelle aktive profil
  • At tilgodese et særligt talent, hvorigennem motivation og energi også kan tankes til undervisning

Formål med fritagelsen

Muligheden for at fritage elever efter anmodning fra forældrene skal som hovedregel gælde for:

  • Elever der udøver idræt på eliteniveau, som kræver så meget træning, at det er vanskeligt at nå set i lyset af den længere skoledag.
  • Elever der går på musikskolen og typisk begynder deres musikundervisning så tidligt, at den falder sammen med den længere skoledag.

Omfang af fritagelsen

Der lægges vægt på, at fritagelsen fra den almindelige undervisning sker på tidspunkter i løbet af skoledagen, hvor det mest hensigtsmæssigt kan finde sted.

Fritagelsen gives som udgangspunkt i et tidsmæssigt begrænset omfang og i en begrænset periode for den enkelte elev.

Organisering af fritagelsen

I skolelederens vurdering af en konkret elevs fritagelse indgår, om det er fagligt forsvarligt, at eleven i begrænset omfang ikke deltager i den almindelige undervisning set i forhold til læringsmål m.v.

I skolelederens vurdering af en konkret elevs fritagelse til eliteidræt indgår elevens sportslige niveau.

Vedtaget i skolebestyrelsen 26. oktober 2023