Forretningsorden for bestyrelsen

Forretningsorden for skolebestyrelsen på Langhøjskolen

§ 1: Medlemmer:

a. Skolebestyrelsen består af 7 forældrerepræsentanter, 2-3 medarbejderrepræsentanter og 2 elevrepræsentanter, der alle er stemmeberettigede.

b. To ledelsesrepræsentanter deltager i møderne med taleret og uden stemmeret.

Skolelederen er ansvarlig for sekretariatsfunktionen for skolebestyrelsen.

c. Der kan vælges op til 7 forældresuppleanter, som ved bestyrelsens ønske kan deltage i møderne med taleret men uden stemmeret.

§ 2 Valg

Der afholdes valg hvert andet år til skolebestyrelsen. 

Valget foregår ved, at der informeres i hele forældregruppen om valget. Der indkaldes samtidig til opstillingsmøde for interesserede forældre.

Hvis kandidaterne på opstillingsmødet kan blive enige om hvem, der indtræder i bestyrelsen og hvem der evt. får en rolle som suppleant, foretages valget formelt på selve opstillingsmødet.

Ved evt. kampvalg besluttes på opstillingsmødet en dato for valget. Der indkaldes til valg blandt alle forældre med minimum 10 dages varsel på et tidspunkt. Valget foregår som udgangspunkt elektronisk. En af skolebestyrelsens siddende medlemmer tæller stemmer i samarbejde med skolelederen.

Elevrådet udpeger selv medlemmer af skolebestyrelsen en gang årligt.

Medarbejderne vælger repræsentanter til skolebestyrelsen for et år ad gangen.

Skolebestyrelsens første møde indkaldes af skolelederen snarest efter valget til skolebestyrelsen.

Skolelederen leder det første konstituerende møde indtil valget af formand for skolebestyrelsen er valgt.

På det konstituerende møde vælger de stemmeberettigede forældrerepræsentanter én af de stemmeberettigede forældrerepræsentanter som formand.

Hvis der ikke vælges en formand ved fredsvalg, findes formanden ved flertalsvalg.

Den kandidat som opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer bliver valgt som formand.

Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning, foretages en ny afstemning, ved bundet valg mellem de to kandidater, der ved 1. afstemning fik flest stemmer. Står stemmerne igen lige ved 2. afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.

Skolelederen underretter forvaltningen om, hvem der er valgt til formand.

Der er formandsvalg hvert år på det første bestyrelsesmøde i skoleåret. Der vælges en næstformand efter samme retningslinjer som ved valg af formand. Næstformanden træder i formandens sted ved formandens fravær.

Afsættelse af formand og næstformand midt i et skoleår kræver flertals vedtagelse ved to på hinanden følgende skolebestyrelsesmøder med mindst 10 hverdages mellemrum.

§ 3 Mødevirksomhed

Stk. 1. Indkaldelse:

Formanden indkalder til møde i skolebestyrelsen med mindst 8 dages varsel i samarbejde med skolelederen.

Indkaldelsen består af et forslag til dagsordenen.

Tidspunktet for møderne og længden af møderne aftales en gang årligt i skolebestyrelsen.

Mødeplan for de ordinære møder med datoer for et år ad gangen fastsættes ved skoleårets begyndelse.

I særlige tilfælde kan formanden eller et flertal i bestyrelsen indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden eller et flertal i bestyrelsen forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.

Stk. 2. Mødeafvikling

Skolebestyrelsen afholder ca. møde en gang om måneden af 3 times varighed, dog mindst 8 ordinære møder i hvert skoleår.

Skolebestyrelsens møder afholdes som udgangspunkt på skolen. Det er undtagelsesvis muligt at deltage online efter aftale med formanden.

Skolebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre og medlemmerne er undergivet de almindelige bestemmelser om tavshedspligt.

Bestyrelsen vedtager Årshjul for bestyrelsens arbejde på 2. møde i skoleåret.

Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 6 dage før mødets afholdelse. Kræver punktet forberedelse/stillingtagen fra øvrige bestyrelsesmedlemmer forventes punktet suppleret med et bilag.

Formanden fastsætter derefter den endelige dagsorden for møderne og sender senest fire dage inden mødet en dagsorden med eventuelle bilag til medlemmerne evt. via skolelederen.

Er et stemmeberettiget skolebestyrelsesmedlem forhindret i at deltage i et skolebestyrelsesmøde, gives afbud til formanden med cc til skolelederen.

Skolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem. Det vil altid være skolebestyrelsens formand eller et flertal i bestyrelsen, som beslutter, hvem der skal indbydes til at deltage og til hvilket punkt på dagsordenen.

Skolebestyrelsen kan ikke træffe beslutning om at udstede en stående invitation til andre om at deltage i eller overvære møderne.

Stk. 3: Mødeindhold

Formanden åbner og leder møderne. Hvis formanden ønsker det, vælger mødet under formandens ledelse en dirigent og en referent.

På skolebestyrelsesmøderne føres der tilsyn med skolen, der vedtages principper, budget mv. jf. styrelsesvedtægten i Hvidovre kommune og der orienteres om væsentlige ting i skolens virke på tværs af forældre, lærere, elever og ledelse.

Elevrepræsentanter forlader mødet under behandling af lukkede punkter, herunder sager om enkeltpersoner.

Det forventes, at alle skolebestyrelsesmedlemmer har læst og forberedt det udsendte materiale forud for møderne.

Det forventes ligeledes, at alle skolebestyrelsesmedlemmer deles om opgaver med udarbejdelse af oplæg til f.eks. høringssvar, oplæg til principper. Dette er formandens opgave at sørge for en rimelig fordeling af arbejdsbyrden i Skolebestyrelsen. 

§ 4 Beslutningsdygtighed og afstemning

Stk. 1. Beslutningsdygtighed

Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 stemmeberettigede medlemmer er til stede.

I tilfælde af, at der er mødt mindre end 5 stemmeberettigede medlemmer op til et skolebestyrelsesmøde, kan mødet ikke træffe beslutninger, men blot drøfte sager.

Formanden beslutter, om der efterfølgende skal indkaldes til et ekstraordinært møde.

Stk. 2. Afstemning

Beslutningerne træffes ved simpelt stemmeflertal, hvor intet andet er bestemt. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 5 Mødereferat

Formanden drager omsorg for, at der tages referat. Skolelederen har ansvaret for, at referatet offentliggøres.

I referatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede.

Referatet rundsendes til skolebestyrelsens medlemmer snarest efter afholdt møde. Der er fem hverdage til at kommentere.

Bestyrelsen drager omsorg for at påpege evt. fejl i det udsendte referat efterfølgende.

Det er skoleledelsens ansvar, at alle referater opbevares efter de gældende arkiveringsregler og offentliggøres på skolens hjemmeside.

§ 6 Fritagelse for medlemskab

Forvaltningen træffer efter anmodning fra skolebestyrelsesformanden eller skolelederen beslutning om fritagelse fra hvervet som forældrerepræsentant i skolebestyrelsen, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.

En forældrerepræsentant kan forlange at blive fritaget for medlemskab af skolebestyrelsen, hvis pågældendes barn udskrives af skolen.

En forældrerepræsentant skal udtræde af skolebestyrelsen, hvis den pågældende udmelder sit barn af folkeskolen inden undervisningspligtens ophør og indmelder det i en friskole, en privat grundskole, en gymnasieskole eller lignende.

Hvis et medlem udtræder af skolebestyrelsen, indtræder den suppleant, som står øverst på valglisten.

Forvaltningen underrettes herom.

Er der ved ledighed ingen suppleanter for skolebestyrelsens forældrerepræsentanter, afholdes suppleringsvalg snarest muligt for at sikre, at der er 7 forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen.

§ 7 Ændring af forretningsorden

Forretningsordenen genbesøges og vedtages på det første ordinære møde i et kalenderår.

Ændringer herudover til forretningsordenen for skolebestyrelsen kræver vedtagelse ved to på hinanden følgende ordinære møder.

§ 8 Ikrafttræden

Forretningsordenen er fastsat på skolebestyrelsens møde den 10. oktober 2022. Den træder i kraft den 18. oktober 2022