Digitale krænkelser - sådan modarbejder vi dem

Digitale krænkelser kan være nøgenbilleder, voldsvideoer, trusler, chikane på nettet, mobning og seksuelt betonet indhold i mails, opslag, beskeder osv.

VURDÉR KRÆNKELSEN

Afdæk

Krænkelsen skal belyses før den kan vurderes. Brug konkrete spørgsmål.

  • Hvem er involveret?
  • Hvad er der sket?
  • Hvor er det sket?
  • Hvad er indholdet i det digitale materiale?
  • Hvordan?
  • Hvornår?
  • Hvor mange gange og over hvor lang tid?

Vurdér

De relevante professionelle og ledelsen på skolen eller uddannelsesinstitutionen vurderer indledningsvis krænkelsen. Involvér Kriminalpræventivt Team i håndteringen af sagen.

Det skal vurderes, om der er tale om en situation, der bør ende med en politisag/Vestegnens Politi, underretning eller pædagogisk håndtering.

Inddrag

Da der er tale om børn, skal forældrene involveres hurtigst muligt. De professionelle hjælper den krænkede med at involvere forældrene.

Trinene ”Dokumentér” og ”Stop krænkelsen” kan i enkelte tilfælde komme før forældreinddragelse.

DOKUMENTÉR KRÆNKELSEN

Gem

Den krænkede og/eller forældrene bør hjælpes til at tage og gemme*

  • Screenshots
  • Videooptagelser
  • Beskeder fra krænker
  • Navne på venner og bekendte, som skriver om krænkelsen
  • Navne på dem, der er involveret (krænkerne og eventuelt andre ofre).

Aftal med forældrene, hvor ofte skole/klub og hjemmet skal holde hinanden opdateret med information om sagen, og hvilke informationer disse opdateringer skal indeholde.

Professionelle, udover politiet, skal ikke gemme materiale på egen telefon eller lignende.

*Det er naturligt at den krænkede vil have lyst til at slette krænkende billeder og korrespondancer for at glemme hændelsen. Fagprofessionelle og forældre må støtte barnet i at få gemt relevante beviser.

Logbog

I krænkelsesager med mange involverede eller mange hændelser, kan det være en fordel for den professionelle, at få forældrene til den krænkede til at skabe overblik ved at notere forløbet – gerne som en logbog.

Notér

  • Hvem står for det krænkende indhold/beskeder?
  • Hvad er indhold og form?
  • Hvor foregår det?
  • Hvornår?

STOP KRÆNKELSEN

Hvis krænkeren er kendt

Er sagen af en karakter, der kan håndteres pædagogisk internt på skolen eller klubben, tages der kontakt til krænkeren og dennes forældre (hvis umyndig).

Eventuelt delt materiale anmodes slettet (bed forældre om at kontrollere) og krænkende adfærd bringes til ophør. Er der tale om en sag, hvor der sker politianmeldelse, tager politiet over på indsatsen.

Hvis krænkeren er ukendt

Når dokumentationen er sikret, bør den professionelle vejlede og støtte den krænkede og dennes forældre i forhold til at forsøge at få slettet materiale, der evt. er delt på hjemmesider eller sociale medier.

Hvis det er svært at få indhold slettet – anmeld dette på datatilsynet.dk

Få også hjælp på denne hjemmeside: redbarnet.dk/sletdet

Samarbejde

Er sagen af en karakter, der kan håndteres pædagogisk, samarbejdes der i SSP-regi mellem institutionerne internt i kommunen for at få stoppet den digitale krænkelse. Er der tale om behov for samarbejde regionalt eller nationalt anbefales det, at rådføre sig med Kriminalpræventivt Team i forhold til udveksling af oplysninger på tværs af kommunale grænser.

ANMELD KRÆNKELSEN

Politianmeldelse

Den professionelle kan støtte og anbefale en anmeldelse, men i udgangspunktet er det forældrene og/eller den krænkede, der anmelder.

Man kan anmelde på flere måder

  • Mød op på politistationen
  • Ring til Politiet på 114
  • Anmeld på nettet: Politi.dk/anmeld under fanen Seksualforbrydelser.

Vælger forældre/plejeforældre at undlade politianmeldelse, selvom barnet ønsker det, og/eller er der tale om voldsomme og vedvarende krænkelser, som efter de professionelles vurdering burde anmeldes, skal det overvejes om den professionelle bør sende en underretning med baggrund i vurdering af fare for den krænkedes trivsel og udvikling. Myndighedsafdelingen vurderer sagen og afklarer, om der skal ske anmeldelse til politiet fra myndighedsafdelingens side.

Forsikringsanmeldelse

Den professionelle bør anbefale, at den krænkede eller dennes forældre undersøger, om de skulle være dækket af deres egen forsikring i forhold til at få hjælp.

FORETAG BEHANDLING AF KRÆNKELSEN

Faglig sparring

Der kan sparres med SSP-konsulenten i forhold til helhedsperspektiv på sagen, koordination mellem de involverede professionelle o.l.

Hjælp de relevante

Det bør vurderes om den krænkede, dennes forældre og eventuelt krænkeren har brug for hjælp ud over, hvad institutionen kan tilbyde.

Håndtering af omgivelserne

Der bør, i samarbejde med den krænkede og forældrene, være opmærksomhed på og vurdering af, hvorvidt andre unge, institutionen og/eller forældre orienteres om krænkelsen. Går den krænkede og krænker på samme institution, giver dette eventuelt anledning til særlige tiltag.

Ligeledes bør der være opmærksomhed på, hvordan eventuel interesse fra pressen kan skal håndteres.