Linedanser - et tilbud til børn i skilsmisse

Hvorfor?

Når der sker store forandringer i ens tilværelse, som f.eks. en skilsmisse, bliver der ofte vendt op og ned på livet i en periode.

For nogle børn er det forbundet med svære følelser, utryghed og uvished. Tankerne flyver rundt i hovedet og det kan være vanskeligt at koncentrere sig om skolen. Barnets hverdag og daglige rutiner ændres radikalt, og det kan være svært at finde balancen igen.

Børn, som har forældre der er blevet skilt for mange år siden, kan pludselig finde det svært at navigere i den nye hverdag.

Store følelser som sorg og vrede kan fylde så meget, at alt virker kaotisk. Selv små ting kan være svært at holde styr på, og det kan opleves som svært at finde balancen.

Formålet

På Langhøjskolen tilbyder vi derfor et forløb for børn, hvis liv har været i sådanne forandringer.

Mange børn tror, at de er det eneste barn, der har det på denne måde. Vi har god erfaring med, at børnene i gruppen har meget glæde af hinanden, de oplever, at de ikke er alene og kan ofte give hinanden gode råd, støtte og opmuntring.

Målet

Målet med samtalegrupperne er, at give børnene redskaber og handlemuligheder til at takle deres egen hverdag og at oplyse dem om, at de ikke er de eneste, som tumler med de udfordringer, som ofte følger med, når mor og far er blevet skilt. Børnene vil få mulighed for at opnå mere overskud og ro, til at kunne koncentrere sig om skolen og alle de andre vigtige ting i deres hverdag.

Forløbet

Forløbet vil bestå af en gruppe på 3-6 børn, som alle er i samme aldersgruppe. Det gruppen har til fælles, er at de er skilsmissebørn. Forløbet strækker sig over 6 gange, fordelt med en gruppesamtale om ugen.

I grupperne arbejder vi ud fra fælles samtale, papirer, små lege og oplæsning af bøger. 

Det er vigtigt at pointere, at børnene som deltager i Linedanseren, alle har tavshedspligt i forhold til, hvad de fortæller hinanden, men må dog gerne snakke med deres forældre, omkring de ting man har lavet. Det vigtigste er, at man ikke nævner navne på de andre børn.

Personalet

Jeg hedder Karina og har arbejdet i 16 år som lærer. Jeg har uddannelse som både lærer og pædagog. Derudover har jeg en uddannelse som børnegruppeleder med specielt fokus på skilsmissebørn.

Jeg har arbejdet med børnegrupper i Linedanseren i ca. 8 år.

Tilmelding

Det er dit barns lærer, der tilmelder elever til Linsedanseren. Du kan altid kontakte dit barns lærer eller Karina Schalburg via Aula, hvis du er interesseret i at høre mere om ordningen.